I Herning Kommune løber vandløbene til et af de tre hovedvandoplande Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord eller Limfjorden. Som et led i Landbrugspakken og miljømål i vandområdeplanerne skal Herning Kommune bidrage til løsninger i forhold til en reduktion af fjordenes belastning. Lavbundsarealerne skal være en del af virkemidlet for tilbageholdelse af primært næringsstoffet kvælstof ved etablering af vådområder. Derudover bidrager lavbundsprojekter ligeledes til at binde CO2 i kulstofrige jorde og indgår derfor i reduktionen af drivhusgas-udledning, som en del af den danske klimalov.
Vi skal i højere grad have fokus på at reetablere vådere områder i vores ådale og genskabe naturlige processer for at omsætte næringsstofferne, så de ikke ender i fjordområderne. Der skal ligeledes være mere fokus på at integrere naturen som en naturlig og velkommen del af løsningerne og i langt højere grad bruge vandløbenes dynamik som en fordel. Beskyttelsen og benyttelsen af de ekstensive og vandløbsnære arealer skal afvejes således, at benyttelsen inden for disse værdifulde naturområder i stedet kan fokuseres omkring de langsigtede og bæredygtige muligheder.
Vådområderne kan samtidig fungere som en naturlig opmagasinering for store eller pludselige nedbørshændelser. Her kan de store vandmængder udjævnes over tid og oversvømmelser undgås eller minimeres. Derved kan etablering og anvendelse af vådområderne også kombineres med tanken om tilbageholdelse af vores overfladevand i forbindelse med klimatilpasninger i kommunen.
Der er udpeget en række lavbundsarealer i Herning Kommune som potentielle vådområder. Grundlaget for udpegningen er områder, hvor arealerne i forvejen er vandlidende og hvor tilbageholdelse af overfladevand kan anvendes som klimasikring, potentielle naturområder, eksisterende natur og terrænnært grundvandsspejl. Grundlaget er samtidig en sikring af det nødvendige indsatsbehov for reduktion af kvælstof, som er fastlagt i Landbrugspakken.
Forud for etablering af vådområder udpeges potentielle vådområde-arealer i form af lavbundsarealer. Lavbundsarealerne er udpeget med udgangspunkt i lavtliggende arealer, kulstofrige jorde, ådale, terrænnært grundvand, potentiel natur og beskyttet natur.
Afsæt for multifunktionel arealanvendelse
Vådområderne kan være afsæt for at arbejde med multifunktionel arealanvendelse. Det kan være et bæredygtigt tiltag i forhold til investeringer i fremtiden, forsinkelse af overfladevandet, reduktion af belastningen med næringsstoffer til fjordene, genskabelse af naturlig hydrologi og en langt højere biodiversitet og tilgængelig natur.
Egentlig omdrift på arealerne kan ikke kombineres med nødvendigheden af vandløbenes naturlige hydrologi på de vandløbsnære arealer. Derfor vil vådområderne blive tinglyst på arealerne, så gendræning ikke vil være en mulighed.