Beskyttelse og bevaring af de geologiske interesseområder skal opnås, ved at lade dem indgå i sammenhæng med andre beskyttede naturområder. Derigennem kan det sikres, at landskabets helhed fremhæves, hvis der realiseres projekter i et interesseområde. Derudover skal projekter indenfor geologiske interesseområder vurderes i forhold til deres indflydelse på områdets geologiske værdier.
Brunkulsgrave
Ved Søby-Fasterholt er der nedlagte brunkulsgrave med blottede profiler af kullag af miocæne aflejringer (prækvartær), som er dannet for 10-25 mio. år siden. Frem til ca. 1970 blev her udvundet brunkul. Man gravede dybt, nogle steder mere end 30 meter. Det bortgravede sand blev lagt op i "tipper", mens enorme mængder vand blev pumpet bort. Når et leje var tømt for brunkul, lå det tilbage som et stort åbent krater i det flade landskab. Da brunkulsgravningen ophørte og pumperne blev stoppet, steg vandet. Lejerne blev til søer, hvorefter de nærmeste sandtipper skred ud. Der kom talrige skred og sætninger og nye søer opstod og ændredes.
I februar 2009 fik et historisk jordskred i Søby Brunkulslejer et areal på 10 hektar til at sænke sig mærkbart - nogle steder med flere meter. Herved er der opstået op mod 30 nye øer i to nærliggende søer. Desuden er mange træer væltede og nogle steder er det kun træernes toppe, der rager op over vandet.
Sø aflejringer fra tidligere istider
Herning mose er en del af en sø, der indeholder aflejringer fra Eem Mellemistiden og Brørup Interstadialtiden samt efterfølgende tidsperioder. Ligeledes ved Harreskov forekommer sø-aflejringer fra Cromer Mellemistiden som hviler på aflejringer fra Menap Istiden. Menap Istiden (ca. 1,1 mio. - 0,8 mio. år) er den ældste istid, vi har spor af i Danmark.
Skovbjerg Bakkeø
Det danske landskab er hovedsagelig skabt under den sidste istid, hvor gletsjere og smeltevandsfloder har eroderet og aflejret store mængder af materiale.
Et af de største geologiske interesseområder i Herning Kommune er Skovbjerg Bakkeø, som er et højtliggende morænelandskab fra næstsidste istid, hvor området lå i den isfrie del af Jylland. Bakkeøen, der består af sandet moræne, har modsat det østjyske landskab ikke været dækket af isen i 130.000 år. Ved bakkeøen ligger Karup Hedeslette som medvirker til at fremhæve ændringen i landskabet. Karup Hedeslette er en smeltevandslette, der ligger omkring Karup Å og Storåen.
Det er muligt at se resterne af randmorænerne fra den forrige istid, Saale, ved Præstbjerg, Tihøje og Trehøje.
Mange steder er landskabet præget af kraftig sandflugt - ikke mindst fra slutningen af sidste istid. Der blev skabt indlandsklitter og især i de pløjede brandbælter langs skovene kan man finde vindslebne sten i jordoverfladen. Med klimaændringen blev det varmere og først indvandrede mindre planter og senere skoven. Sandflugten ophørte, da planterne gav læ og bandt jorden. Da man senere fældede skoven, vendte sandflugten tilbage.
Skovbjerg Bakkeø er i dag et af vores mest uforstyrrede og ekstensivt udnyttede landskaber. Terrænet er roligt og udglattet med plantager, lette agerjorde opdelt af heder med ene bevoksninger og klitter.
De relativt rene vandløb har et artsrigt dyreliv og et bredt spektrum af planter.
Ådalene i den centrale del af området er ofte - efter ophørt afgræsning og slåning - præget af tilgroning med pil og høj vegetation.
Andre spor fra sidste istids afsmeltning
Karup Ådal danner en naturlig grænse mellem Herning og Viborg kommuner. Dalen og de omkringliggende landskaber indeholder spor af isafsmeltningen fra sidste istid (Weichsel) i form af terrasser, som viser størrelsen af den oprindelige ådal. Landskabet er udviklet omkring isens hovedopholdslinje. Fra det isdækkede Nord- og Østjylland strømmede smeltevandet gennem store tunneldale under isen til gletsjerporte ved isranden videre ud over det isfrie land. Vandmasserne aflejrede blandt andet sand og grus på det sted, der udviklede sig til Karup Hedeslette.
Karup Å har et langt fredet stræk fra Karup by til nedstrøms Hagebro, hvor der er et naturligt, ureguleret forløb. Meget store dele af ådalen på dette stræk henligger i dag som eng- og mosearealer, der tidligere har været afgræsset, men som nu præges af tilgroning med høje urter, græsser og pilekrat. Åens uregulerede forløb har over tid efterladt mange afsnørede mæandere, der nu fremstår som små, ufarbare og ofte meget våde terrænsænkninger.
