I Herning Kommune er der 11 ferskvandsdambrug og to FREA-anlæg. Produktionen af fødevarer fra akvakultur sikres ved at:
- Give mulighed for udvidelser af produktionen
- Udpege egnede områder, der kan tilgodese etableringen af fuldt recirkulerede anlæg
- Understøtte Fødevare- og landbrugspakkens vækstplan med henblik på vækst i dambrugserhvervet gennem strukturudvikling mod omlægning fra traditionelle dambrug til større og mere moderne, ressourceeffektive og miljøvenlige anlæg
- Reservere arealer og N og P kvoter til store recirkulerede industrianlæg (eksempelvis FREA-anlæg) med en produktionskapacitet på op mod 3.000 tons årligt. Anlæggene kan have slutrensning i kombineret plantelagune, rodzoneanlæg og/eller pileanlæg. Der stilles krav om udledningsneutralitet i forhold til udledningerne af kvælstof og fosfor til vandmiljøet
- Give tilladelse til indvinding af grundvand, hvis de lokale forhold tillader det. Forsigtighedsprincippet bruges for at vandet skal udnyttes på en bæredygtig måde
Dambrugene (ikke FREA-anlæg) giver med sin drift anledning til følgende miljøpåvirkninger:
- Påvirkning af vandløbene med organisk materiale
- Udledning af kvælstof og fosfor med mulighed for påvirkning af fjernrecipienten her Limfjorden, Nissum Fjord og Ringkøbing fjord
- Udledning af rester af medicin og hjælpestoffer
- Fysisk påvirkning af vandløbet, som følge af opstemningen til vandindtag, regulering af vandløbsprofil, der hindrer fisk og smådyr i at vandre, samt nedsætter vandhastigheden med øget bundfældning og dårlig vandkvalitet til følge
De nationale vandplaner erstatter de tidligere gældende planer for saneringen af stemmeværkerne ved dambrugene. Kommunerne skal herefter opstille handleplaner, som vil efterleve vandplanernes tidsfrist for opfyldelse af vandløbenes målsætninger.
Det tilstræbes, at faunapassage ved dambrug fortrinsvis etableres ved nedlæggelse af stemmeværker, så dambrugsproduktionen baseres på oppumpet dræn-, grund- eller overfladevand. Når stemmeværket fjernes, kan en optimal faunapassage og gode økologiske forhold opstrøms sikres.
Reguleringen af dambrugene sker med udgangspunkt i "Bekendtgørelse om miljøgodkendelse og samtidig sagsbehandling af ferskvandsdambrug". Bekendtgørelsen har som overordnede formål at skabe incitament til øget produktion og reduceret miljøbelastning. Derudover indeholder den regler om, at dambrug, der ønsker at udvide eller ændre deres produktion, skal overgå til nye regler om udleder krav.
Dambrugenes udledning af medicin og andre miljøfremmede stoffer administreres, så udledningerne ikke medfører at gældende vandkvalitetskrav overskrides. Derfor skal alle aktive dambrug miljøgodkendes. Kommunen kontrollere ved tilsyn, at dambrugene efterlever kravene.
For at sikre en miljømæssig bæredygtig produktion af fødevarer fra akvakultur skal samtlige ferskvandsdambrug og store recirkulerede industrianlæg miljøgodkendes. Derudover stilles der blandt andet krav til dambrugene om vandkvalitet, både med hensyn til udledninger af organisk stof, næringssalte og miljøfremmede stoffer i overensstemmelse med miljømålsloven. Dambrugene opfordres til at finde løsninger på miljøproblemer i dambrugsdrift blandt andet ved deltagelse i dambrugsprojekter, der stilles krav om i videst muligt omfang at benytte foderlægemidler til sygdomsbehandling og at brugen af vaccination fremmes, når den kan forebygge sygdomme
De dambrug, som er miljømæssigt ufordelagtige, skal samles til mere tidssvarende anlæg. Det tillades at flytte dambrugsproduktion, der foregår i mindre vandløb, til større og mere robuste vandløb eller til saltvandsdambrug. Ved flytningen bør belastningen af fjorden mindskes og flytningen skal som minimum sikre overholdelse af vandløbsmålsætninger og foregå inden for samme fjordopland. Flytningen bør ligeledes være mulig på tværs af kommunegrænserne.