Energistrategien er et redskab til at tænke langsigtet og helhedsorienteret med henblik på at øge forsyningssikkerheden og reducere afhængigheden af fossile brændsler. Det vil kræve et øget samarbejde med nabokommuner, energiselskaber og andre aktører at finde de optimale områder samt at undersøge hvordan energiressourcerne bedst kan udnyttes.
Herning Kommune har et stærkt og innovativt erhvervsliv. Lokale erfaringer viser, at der er både er penge og CO2-besparelser at hente på at energioptimere - både på kort og på langt sigt. Energioptimeringer er med til at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne, derfor skal den innovative udvikling i erhvervslivet fortsat styrkes. Omstillingen til mere energirigtige løsninger, som energistrategien fokuserer på, rummer et stort erhvervspotentiale. Det kan i samspil med forsknings- og uddannelsesinstitutioner sikre fortsat vækst og udvikling for de lokale erhverv, hvor potentialet inden for udvikling af fremtidens energi- og transportformer udnyttes og videreudvikles.
Udover at støtte energirigtig vækst og lokal beskæftigelse, skal energistrategien sikre borgere og erhvervsliv en miljørigtig, økonomisk fordelagtig og robust energiforsyning.
Fremadrettede indsatser
Herning Kommune har etableret Bæredygtig Herning, som er en forening, hvis formål er at varetage erhvervsaktiviteter og erhvervsudvikling indenfor bæredygtighed. Det skal ske ved blandt andet at virke som netværk og idéudvikling blandt de deltagende medlemmer, deltage i samarbejde med uddannelsesinstitutioner og folkeoplysende aktiviteter om bæredygtighed.
Herning Kommune vil deltage i DK2020 samarbejdet. Som partner i DK2020 skal kommunen udarbejde en handlingsorienterede klimaplan med mål og indsatser. Planen skal dække alle sektorer, der udleder CO2 (energiforbrug og produktion, transport, arealanvendelse/landbrug samt klimatilpasning). Desuden skal den bygge på inddragelse og samarbejde med lokale aktører - virksomheder og borgere, indenfor sektorerne.