Landdistrikterne og landsbyerne er vigtige ressourcer i Herning Kommune. Her skal være plads til den natur og de landskaber, der er med til at give kommunen identitet. Det er et bosætningsområde, hvor landsbyerne er livskraftige alternativer til de større byer, og det er hjemsted for landbrug, skovbrug og en række mindre virksomheder. Samtidig er det udflugtsmål for både kommunens egne borgere og turister fra nær og fjern.
Vi vil i den kommende planperiode, blive skarpere på, hvordan vi med afsæt i lokalområdernes forskelligheder og potentialer, kan sikre en positiv udvikling af vores landdistrikter og landsbysamfund. Det skal ske i samarbejde med lokalsamfundene og andre relevante aktører.
Byrådet vil
- I fællesskab med landsbyerne arbejde for, at landsbyerne og landdistrikterne er attraktive og livskraftige alternativer til de større bysamfund
- Arbejde strategisk og helhedsorienteret med planlægning og udvikling af vores landsbyer og landdistrikter
- Fremme en målrettet og differentieret udvikling af landsbyer og landdistrikter med udgangspunkt i de stedbundne potentialer
- Understøtte at de enkelte bysamfunds positive særpræg videreudvikles og deres rolle i et samlet netværk afklares og styrkes
- Sætte fokus på nærdemokratiet for at sikre lokal indflydelse på beslutninger, der berører landsbyerne og landdistrikterne
- Understøtte lokale initiativer med kommunal opbakning blandt andet gennem afsatte puljer og støttemuligheder
- Understøtte, at offentlige kerneydelser skal være med til at sikre landsbyernes og landdistrikternes fortsatte udvikling
- Understøtte, at landsbyer og lokalsamfund indgår samarbejde og netværk på tværs for at finde fælles løsninger på udfordringer og give grobund for nytænkning
- Arbejde for, at landsbyerne skal have attraktive og fleksible udviklingsmuligheder for boliger og erhverv
- Arbejde for, at alle landsbyer skal have let og sikker adgang til nærliggende naturoplevelser
- Arbejde for, at den kollektive trafik medvirker til, at landsbyerne ikke isoleres