Herning Kommune er i gang med flere byudviklingsprojekter, som i de kommende år vil stå færdige. I projekterne er der fokus på at skabe nye og spændende bydele, der kan tilbyde andre typer af boliger end de omkringliggende byområder. De nye boligtyper skal være med til at tiltrække og fastholde flere familietyper og borgere.
Etableringen af DNV ved Gødstrup betyder, at sygehuset i Herning by bliver lukket og skaber muligheden for at skabe en ny bydel ved Gødstrup. Når sygehuset i Herning by lukker vil området blive omdannet til en ny bydel, Herning+. Denne bydel skal fungere i samspil med de andre bydele i Herning og tilbyde andre boligformer end dem der allerede er i byen. Ligeledes skal den nye forstad Gødstrup også tilbyde nogle andre boligtyper.
Området ved Tingvej skal også igennem en større forandring. Mange af virksomhederne i området skal flytte ud for blandt andet at gøre plads til boliger. Bydelen skal både byde på blandede boligtyper af forskellige størrelser og former, samt skabe plads til nye virksomheder.
I byudviklingsprojekter i Herning Kommune vil der blive taget højde for og handlet efter de ovenstående retningslinjer. Det gøres for at sikre gode byområder uden gener fra støj, lugt og lignede. Derudover skal det sikre gode trafikale forhold og grundstørrelser, som gør området attraktivt til bosætning.
Udpegning af arealer til bolig- og erhvervsformål
For at sikre en helhedsorienteret byudvikling i Herning Kommune, bliver der i kommuneplanen udpeget arealer til fremtidigt bolig- og erhvervsformål. Arealet er svarende til det forventede behov for bolig- og erhvervsbyggeri i Kommuneplanens 12-årige periode.
I denne kommuneplan udlægges der ikke nogen nye arealer ud til sommerhusformål, da der ikke anses at være et behov herfor.
Kortbilag 1 viser Herning Kommunes udlægning af arealer til forskellige formål.
Boligformål
I de seneste 5 år er der i gennemsnit blevet bygget 360 boliger om året. Det forventes dog, at der vil være en øget efterspørgsel efter boliger i forbindelse med opførelsen af Det Nye Regions Hospital i Vest (DNV) i Gødstrup, samt omdannelsen af det nuværende sygehusområde til blandt andet boligformål. I estimeringen af boligbehovet for de næste 12 år antages det derfor, at der er behov for 400 nye boliger om året i Herning Kommune - 4.800 boliger til 12 år.
På baggrund af uudnyttede kommuneplanrammer til boliger og byomdannelsesområder til boliger er det opgjort, at der er rummelighed til 4.609 nye boliger, samlet set på tværs af alle kommunens udlagte arealer til boliger, i Herning Kommuneplan 2017-2028. Der kan dog være afvigelser mellem opgørelsen og virkeligheden, da for eksempel etagebyggerier kan medføre flere boliger end beregnet i opgørelsen.
Endvidere er der i en række af Herning Kommunes landsbyer, hvor der forventes en stagnerende eller negativ befolkningsvækst, allerede lokalplanlagte og byggemodnede boliggrunde. Der er tale om i alt 234 boliger, som er lokalplanlagte, men endnu ikke er byggemodnet. Ved en vurdering, hvor disse boliger ikke medtages i rummeligheden, vil det fremtidige boligbehov være større med det opgjorte behov på 4800 boliger over perioden, da rummeligheden i kommunen så kun er på 4.375-4.609 boliger.
Med forslag til Herning Kommuneplan 2021-2032 udlægges i alt areal til ca. 150 nye boliger. Det samlede antal boliger i kommende kommuneplan stemmer derfor overens med det forventede behov for boligudvikling.
Erhvervsformål
De sidste 12 års erhvervsbyggerier viser, at der i gennemsnit er behov for 15 ha erhvervsjord om året - 180 ha for 12 år. Der er dog stor forskel på hvor attraktive erhvervsarealer er, alt efter beliggenheden. I en erhvervsanalyse gennemført i 2020 vurderes det, at Aulum, Sund, Vildbjerg og Herning (Herning NØ, HI-Park, Herning Syd og Gødstrup) er attraktive områder for nyt erhverv.
De områder, som ikke umiddelbart er attraktive for en ny virksomhedsetablering, er nødvendige at fastholde for at give de eksisterendes virksomheders muligheden for at kunne udvide sig. Det er dog usandsynligt, at disse områder vil blive anvendt til placering af nye virksomheder, og de er derfor ikke inkluderet i opgørelsen over den samlede rummelighed af erhvervsjod i Herning Kommuneplan 2017-2028.
Det samlede attraktive erhvervsareal i Herning Kommune er opgjort til 345,3 ha. Størstedelen af dette areal er lokalplanlagt. Intet af dette areal er byggemodnet endnu, da det skal tilpasses den enkelte køber og deres behov. Herning Kommunes erhvervsareal overstiger det areal som de sidste 12 års gennemsnitlige byggeri viser, der er behov for.
Herning Kommune vurderer, at der stadigt er behov for udlæg af yderligere mindre arealer med forslag til Herning Kommuneplan 2021-2032. Dette er for at sikre, at der udlægges de nødvendige arealer til transport og logistikvirksomheder samt recycling virksomheder, som kan medvirke til den grønne omstilling.
Herning Kommune ønsker at være en kommune, der er attraktiv for virksomhederne. Dette er en af årsagerne til etableringen af HI-Park - et erhvervsområde, der er ideelt til store, pladskrævende virksomheder. Derudover er området beliggende tæt ved motorvejen, hvilket ofte er en forudsætning og et af de vigtigste parametre for placeringen af ens virksomhed, især inden for transport og logistik. Alle virksomheder, uanset støjgener og andre miljøfaktorer vil kunne placere sig her uden at være til gene for nærliggende boligområder.
Der er over de sidste 12 år solgt i alt 44 ha erhvervsjord i HI-Park alene. De seneste års salg af erhvervsjord ved HI-Park til transport og logistikfirmaer gør, at der er opstået et behov for at udlægge 12 ha erhvervsjord yderligere direkte op af motorvejsnettet. Nuværende arealer ved HI-Park ligger sekundært i forhold til motorvejen og er alle lokalplanlagte og der er lavet den nødvendige vejinfrastruktur.
Derudover ønsker Herning Kommune at satse på bæredygtige og cirkulære økonomiske virksomheder. Det gøres ved at skabe et nyt og innovativt recycling-hub ved Miljøvej i Herning Syd, hvor der allerede ligger recycling-virksomheder. Herning Kommune har derudover modtaget en henvendelse fra en konkret virksomhed, der ønsker at placere en recycling virksomhed i kommunen.
I forslag til Herning Kommuneplan 2021-2032 foretages derfor et mindre udlæg på 8 ha til at skabe det fornødne grundlag for at etablere en recycling-hub.
Redegørelse for påvirkning af natur
Herning Kommune har foretaget en vurdering af, om planen kan påvirkning af internationale naturbeskyttelsesområder samt internationalt beskyttede arter på habitatdirektivets bilag IV.
Det er Herning Kommunes vurdering, at Forslag til Herning Kommuneplan 2021-2032 ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt.
På grundlag af nuværende viden vurderer Herning Kommune, at de nye udpegninger til byudvikling, gengivet nedenfor, ikke vil medføre negativ påvirkning af bilag IV-arter. Det er desuden Herning Kommunes vurdering, at udpegningerne i Forslag til Herning Kommuneplan 2021-2032 ikke vil skade yngle- eller rasteområder for arter, der er beskyttet af Habitatdirektivets bilag IV.
Udpegninger/arealændringer i forbindelse med Forslag til Herning Kommuneplan 2021-2032:
- Boligområde ved Gjellerup
- Boligområde ved Sunds
- Boligområde ved Timring
- Erhvervsområde ved Hammerum
- Erhvervsområde ved Miljøvej i Herning
- Vejanlæg, Lind - Vestvendte motorvejsramper (Ikke medtaget ved kommuneplanens endelige vedtagelse)
- Vejanlæg, Fordelingsvej ved Vesterholmvej (Ikke medtaget ved kommuneplanens endelige vedtagelse)
- Vejanlæg, Miljøvej - Forbedring af adgangsvej til Messemotorvejen (Ikke medtaget ved kommuneplanens endelige vedtagelse)
- Vejanlæg, Kaj Zartows Vej/Messevejen - Shunt i rundkørsel
- Vejanlæg, Tolstedvejs forlængelse (vest)
- Vejanlæg, Hammerum syd - fordelingsvej til erhvervsområder
- Vejanlæg, Langvadbjergvejs udbygning i Snejbjerg
- Vejanlæg, Ny forbindelse fra Snejbjerg til Gødstrup
- Vejanlæg, Langvadbjergvejs forlængelse til Gødstrup
- Vejanlæg, Ny vejforbindelse for erhvervsarealer, etape 1, ved Snejbjerg vest
- Vejanlæg, Ny vejforbindelse for erhvervsarealer, etape 2, ved Snejbjerg vest (Ikke medtaget ved kommuneplanens endelige vedtagelse)
- Vejanlæg, Munkgårdkvarteret - forlængelse mod vest
- Vejanlæg, Dr. Boulevard/Herningmotorvejen - Udbygning af rundkørsel (Ikke medtaget ved kommuneplanens endelige vedtagelse)
- Vejanlæg, Kæret - Udbygning og tilslutning til Dr. Boulevard
- Vejanlæg, Ny Cityring - med baggrund i fremtidig midtbyplan
- Vejanlæg, Fredensgade/Dr. Boulevard - Ekstra venstresvingsbane
- Vejanlæg, Aulum Omfartsvej (Ikke medtaget ved kommuneplanens endelige vedtagelse)
- Jorddepot ved Lind
- Jorddepot ved Sunds
- Jorddepot ved Vildbjerg
- Solceller ved Hessellundvej mellem Haderup og Simmelkær