Herning Kommunes arkitekturstrategi sætter rammen den arkitektoniske for bygninger og byrum i Herning Kommune. Landskabsrum, byrum og bygninger er en naturlig del af vores hverdag, og vi tænker oftest ikke over, hvordan omgivelserne påvirker os og vores måde at agere på.
Arkitekturstrategien lægger op til, at bygge- og anlægsprojekter forholder sig til stedlige kvaliteter med henblik på at skabe identitet og mangfoldighed. De stedlige kvaliteter kan både være allerede eksisterende kvaliteter i området, herunder vandløb, beplantning, bygninger med mere eller de kan relatere sig til områdets historie. Ved at forholde sig til de stedlige kvaliteter højnes den arkitektoniske kvalitet af projektet. Strategien opfordrer til yderligere dialog og samarbejde mellem bygherre og myndighed. Ambitionen er en guide til bedre arkitektonisk kvalitet, hvor sund fornuft, også i økonomisk henseende, er en naturlig del af det grundlag arkitekturen hviler på.
Bygningspræmiering
I Herning Kommune har vi uddelt bygningspræmieringsprisen siden 1997. Prisen uddeles til godt og smukt byggeri. Der kan også gives påskønnelsesdiplomer til mindre byggerier. Prisen kan gives til alle typer og størrelser af byggeri og anlæg. Der bliver først og fremmest lagt vægt på, at byggeriet eller anlægget har arkitektonisk kvalitet. Sagt med andre ord, skal det være flot og godt lavet samt tilpasset omgivelserne.
Formålet med prisen er at fremhæve det gode byggeri og det gode eksempel. Gerne sådan, at det smitter af på andre bygherrers lyst til at lave gode og smukke bygninger.
Byrådet og Akademisk Arkitektforening har nedsat et bedømmelsesudvalg, der vurderer alle indkomne forslag.