Solceller

Retningslinjer for solceller i Herning Kommune

Ved den seneste opgørelse over forbruget af vedvarende energi i Herning Kommune, udgjorde solenergi 1,3 % af det samlede energiforbrug.

Herning Kommune modtager projektforslag og forespørgsler fra opstillere til nye store solcelleanlæg i størrelsen 50-200 ha. På baggrund af den store interesse/efterspørgsel på områder til solcelleanlæg opstilles der med dette afsnit retningslinjer for placering af solcelleanlæg.

Byrådet vil

  • Udarbejde strategi for produktion af vedvarende energi
  • Arbejde for, at Herning Kommune skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050
  • Fastsætte retningslinjer for placering af større solcelleanlæg
  • Fremme projekter med lokal opbakning og ejerskab

  1. Større solcelleanlæg på bar mark kræver som minimum en udpegning ved rammer i kommuneplanen og eventuel udarbejdelse af en lokalplan. Derudover følger en miljøvurdering af planerne samt en miljø-screening, som skal klarlægge, om der skal udarbejdes en Miljøkonsekvensrapport for anlægget
  2. Større solcelleanlæg må ikke virke generende for infrastruktur som veje, flyvepladser og lignende
  3. Solcelleanlæg må som udgangspunkt ikke placeres i særligt værdifulde landskaber, større uforstyrrede landskaber, områder med geologisk bevaringsværdi eller råstofinteresseområder
  4. Solcelleanlæg må som udgangspunkt ikke placeres i områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser  
  5. Solcelleanlæggene skal tilpasses det omgivende terræn og landskabskarakter. Påvirkning af omgivelserne skal beskrives i en landskabsplan
  6. Der skal foretages en vurdering af indsigt til anlægget fra naboejendomme samt fra de omkringliggende veje og stier
  7. Hvis der placeres hegn omkring et solcelleområde, skal der redegøres for faunaens frie bevægelighed
  8. Mindre solenergianlæg i tilknytning til en husstand, som ønskes placeret på terræn kan kun tillades på baggrund af en landzonetilladelse. Anlæggene skal placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse
  9. Placering i eksisterende erhvervsområder eller i bynære områder bør kun tillades, hvor det ikke begrænser muligheden for erhverv- og byudvikling
  10. Der vil blive foretaget en konkret vurdering af det enkelte projekts påvirkning af ovenstående forhold i forbindelse med ansøgninger

Større solcelleanlæg betragtes som tekniske anlæg og skal placeres under hensyn til landskabelige og kulturhistoriske interesser samt internationale naturbeskyttelsesinteresser. Større solcelleanlæg defineres i Herning Kommune som anlæg større end 500 m2, da anlæg over denne størrelse ikke godkendes ved landzonetilladelse.

I kommuneplanen er der ikke udlagt arealer til placering af store solcelleanlæg. Der vil blive udarbejdet en strategi for produktion af vedvarende energi, som skal danne baggrund for rammerne for den overordnede placering af solcelleanlæg, samt kriterier for udformning. Placering og endelig afgræsning af solcelleanlæg vil blive bestemt ud fra konkrete ansøgninger og en helhedsorienteret sagsbehandling, herunder forhold som natur og landskab.

De solcelleanlæg, der bliver ansøgt om hos Herning Kommune, er i størrelsen 50-200 ha. De store tekniske anlæg placeres typisk i det åbne land på bar landbrugsjord. Anlæggene er fremmede elementer i det åbne land og derfor forventer Herning Kommune, at ansøgninger om opstilling af solcelleanlæg indeholder en landskabsplan, der beskriver hvordan solcelleanlægget tilpasses landskabets karakter og det omgivende terræn.

Store solcelleanlæg kan være en barriere for dyrelivets frie bevægelighed, især fordi der ofte etableres høje trådhegn omkring anlæggene. Herning Kommune forventer derfor, at der i en ansøgning er redegjort for anlæggets påvirkning af dyrelivets færden i projektområdet og passage gennem området.

Det er ligeledes muligt at etablere solvarme anlæg efter ovenstående retningslinjer, men forventningen er at solvarmeanlæg typisk vil være mindre anlæg der placeres i sammenhæng til decentrale varmeværker. Derfor vil solvarmeanlæg typisk blive etableret i større nærhed til eksisterende bymæssig bebyggelse og erhvervsområder, for at transportafstanden bliver så kort som mulig i forhold til hvor varmen skal bruges.