Børn og Unge

Retningslinjer for børn og unge

Herning kommune arbejder på at skabe rammerne for udviklingen af livsduelige børn og unge. Alle skal have et godt liv, hvor de udvikler kompetencer, der gør dem i stand til at indgå i samfundet og fællesskabet. Det gennemsyrer Børne- og Ungepolitikken fra 2018 og de to underliggende strategier: "Meningsfulde fællesskaber" og "Herningmodellen".

Børn og unge har ret til og brug for at indgå i trygge, værdifulde og betydningsfulde fællesskaber. Alle træder ind i fællesskaber med forskellige forudsætninger. Nogle børn og unge har derfor brug for særlig faglig og social støtte, opmærksomhed og hensyntagen for at kunne deltage. Respekt for fællesskaber og respekt for forskellighed går hånd i hånd.

"Herningmodellen" er udtryk for vores tilgang til børn og unge i udsatte positioner. Herningmodellen er den rette understøttelse på rette tid for at sikre børn og unge det bedst mulige liv nu og i fremtiden. Vi forebygger, vi arbejder sundhedsfremmende, vi videndeler, og vores tilgang er inkluderende.

Byrådet vil

  • Sikre at alle børn og unge er en del af fællesskabet og understøtte børns venskaber
  • Arbejde for at alle bliver så dygtige som de kan
  • Understøtte børn og unge i udsatte positioner på det tidspunkt, hvor de har brug for det og så tæt på deres hverdagsliv som muligt
  • Have fokus på høj faglighed og kvalitet i de kommunale tilbud og inddrage viden om, hvad der virker

 

Med afsæt i et fælles Børne- og Ungesyn, Her skaber vi venskaber, danner Børne- og Ungepolitikken og strategierne "Meningsfulde Fællesskaber" og "Herningmodellen Børn og Unge" rammerne for det gode børneliv i Herning Kommune. Afsættet for politikken og strategierne er de nationalt og lokalt vedtagende love og regler samt FN's Verdensmål og Salamanca-erklæringen. Sammenhængen er afbildet i figuren.

Børn Og Unge Fig 1

Figur: Model over sammenhængen i arbejdet på børne- og ungeområdet

FN's Verdensmål, Salamanca erklæringen samt love og regler

Børne- og Ungepolitikken hviler på Salamanca-erklæringen om børns rettigheder, FN's Verdensmål og gældende lovgivning og regler på området. Konventionerne skal ses i et tæt samspil med de love og regler, hvor arbejdet med børn og unge finder deres hjemmel. Disse omfatter blandt andet Folkeskoleloven, Dagtilbudsloven og Serviceloven.

Børne- og Ungesyn

Alle børn er født med potentialer og en parathed til at indgå i fællesskaber, kommunikere og danne venskaber. Dette kommer til udtryk i Herning Kommunes Børne- og Ungesyn: Her skaber vi venskaber. Børne- og Ungesynet er udarbejdet igennem en inddragende proces på tværs af interessenter - forskellige faggrupper, civilsamfund, private og offentlige aktører har alle bidraget. De mange forskellige interessenter afspejler behovet for at inkludere alle, der kan påvirke og bidrage til at vores børn og unge lykkes.  

Børne- og Ungepolitik

Formålet med Børne- og Ungepolitikken er at sætte ramme og retning for udviklingen af livsduelige børn og unge. Alle skal have et godt liv, hvor de udvikler kompetencer, der gør dem i stand til at indgå i samfundet og fællesskabet, uanset alder og behov. Politikken skal ses i sammenhæng med kommunens øvrige politikker. Politikken skal sikre en tidlig og forebyggende indsats samt at alle er en del af fællesskabet, trives og udvikler sig i kommunens dagtilbud, skoler og i børnenes fritid. Herning Kommunes Børne- og Ungepolitik foldes ud i fire temaer. Temaerne sætter en retning for dialog og handling både centralt og lokalt:

  • Dannelse
  • Leg og læring
  • Forældre og netværk
  • Vores fælles børn og unge

Meningsfulde Fællesskaber

Herning kommunes fællesskabsstrategi "Meningsfulde Fællesskaber" er fundamentet for, hvordan Byrådet vil skabe fællesskaber på børne- og ungeområdet. At sætte fokus på fællesskaber er at sætte fokus på forudsætningerne for, at alle børn og unge får mulighed for at lykkes. Dens formål er at udvikle fællesskaber af mangfoldighed. Gennem strategien skabes en fælles forståelse og et fælles grundlag for inklusionsarbejdet i Herning Kommune. Fællesskabsstrategien er udarbejdet i samarbejde med blandt andet repræsentanter fra dagtilbud, skoler, forældrebestyrelserne, faglige organisationer, Kultur og Fritid med flere. Strategien foldes ud i fire temaer:

  • Fællesskaber
  • Barnets og den unges perspektiv
  • De voksnes rolle
  • Dygtige fagprofessionelle

Herningmodellen Børn og Unge

Strategien om "Herningmodellen" omhandler den rette understøttelse på rette tid - med det mål at sikre børn og unge det bedst mulige liv nu og i fremtiden. Der arbejdes forebyggende, sundhedsfremmende, videndelende og inkluderende.

Strategien er en fællesbetegnelse for delelementerne "Herningmodel Social", "Herningmodel Dagtilbud", "Herningmodel Skolestart", og "Herningmodel Skole".

Arbejdet med "Herningmodel Social" er centreret omkring arbejdet med børn og unge i udsatte positioner eller risiko for at komme det. Arbejdet tager udgangspunkt i, at børn og unge understøttes på det tidspunkt, de har brug for det, og så tæt på deres hverdagsliv, som det er muligt. Der arbejdes ud fra en undersøgende og anerkende tilgang til børn og unge, til forældrene og til det netværk børn og unge har. Der stræbes efter at sikre børn og unge de bedst mulige børne- unge- og voksenliv ved at tænke i helheder og arbejde sammenhængende. Tilegnelsen af ny viden bruges løbende til børn og unges bedste.

"Herningmodel Dagtilbud", "Herningmodel Skolestart" og "Herningmodel Skole" drejer sig primært om kompetenceudvikling af lærere og pædagoger. Dette er for at klæde dem på til at lave indsatser til børn og unge, der er i en udsat position eller i risiko for at komme det.