Mobilitet

Retningslinjer for mobilitet

Mobilitet

Herning Kommune har sammen med Staten ansvar for, at infrastrukturen lever op til borgernes, erhvervslivets og turisters behov for transport, fremkommelighed og mobilitet i kommunen såvel som i regionen. De overordnede politiske mål er fastlagt i mobilitetsstrategien for Herning Kommune.

God infrastruktur er en forudsætning for at sikre vækst i hele kommunen og et velfungerende transportsystem er for mange en forudsætning for det gode liv. Den enkelte skal have muligheden for at vælge, det personlig og smarte transportvalg hver gang.

Herning er et regionalt knudepunkt, det skal være hurtigt og nemt at komme frem.

Byrådet vil

  • Arbejde for mobilitet for alle i Herning Kommune med udgangspunkt i fokusområderne fastsat i Mobilitetsstrategien
  • Bruge trafikplanlægningen og vejudbygningen til at fastholde Herning Kommune som en dynamisk handels- og erhvervskommune
  • Fastholde fremkommeligheden og den investerede kapital i vej- og stinettet
  • Arbejde for, at 25 % af alle ture foretages på cykel eller med kollektiv trafik, herunder øge trygheden og tilgængeligheden for alle på vej- og stinettet
  • Reducere trafikkens miljøbelastning
  • Arbejde for, at den kollektive trafikbetjening er attraktiv for flest mulige i hele kommunen, herunder sikre, at der skabes bedre korrespondancer mellem lokale og regionale ruter og sikre at driften skaber mindst mulig miljøbelastning
  • Arbejde for, at staten etablerer motorvej på rute 15 og 18 ved Herning på de strækninger, der er motortrafikvej (dvs. Herning NV mellem afkørsel 15 og 17 samt ved Snejbjerg mellem afkørsel 1 og 42), herunder vestvendte ramper ved Lind
  • Arbejde for, at staten gennemfører en strategisk analyse af alternative motorvejskorridorer, med linjeføringen Viborg - Herning - Billund - Kolding, som vurderes at have størst udviklingspotentiale for Midt- og Vestjylland
  • Arbejde for, at staten opgraderer Rute 15 (Herning-Ringkøbing) og rute 34/26 (Herning-Skive-Hanstholm), herunder en forbedret trafikafvikling i fordeler-ringen på Sundsvej
  • Arbejde for, at staten sikrer en elektrificering af jernbanenettet i Region Midt samt en opgradering af de vigtigste jernbanestrækninger Herning - Vejle, Herning - Gødstrup og Herning - Århus, med højere frekvens, herunder etablering af dobbeltspor på dele af strækningen
  • Arbejde for, at sikre bedre udnyttelse af kapaciteten på de eksisterende skinnenet mod Århus, Vejle, Skjern og Holstebro efter nærbaneprincippet
  • Sikre byudvikling ved jernbanestationer i samhørighed med nærbanesystemet

  1. Veje
    1. De på kortbilag 8 viste statsveje og kommuneveje udpeges som veje af regional betydning
    2. Der reserveres plads til de på kortbilag 8 angivne nye vejstrækninger. Boligområder og anden støjfølsom anvendelse skal planlægges, så der er en afstand på 100 - 200 m mellem den støjfølsomme anvendelse og disse nye vejstrækninger, medmindre der er foranstaltninger, som begrænser støjen til højest Lden 58 dB
    3. Det skal sikres, at byudviklingen sker så der, så vidt muligt, ikke skal etableres nye vejtilslutninger til det overordnede vejnet
    4. I udformning af nye vejanlæg tages hensyn til Internationale Naturbeskyttelsesområder og landbrugsejendommes struktur- og arronderingsforhold, eventuelt ved gennemførelse af jordfordeling
    5. Vejforsyningskorridorer hvori der ikke kan etableres langsgående ledningsanlæg fremgår af kortbilag 8
    6. Vejdirektoratets arealreservationer til nye vejanlæg fremgår af kortbilag 8.
    7. Der skal arbejdes for opgradering af det statslige vejnet i Midt- og Vestjylland
  2. Cykelruter og cykelstier
    1. De nationale og regionale cykelruter fremgår af kortbilag 8. Ruterne afmærkes og kan bestå af selvstændige stier, cykelbaner eller eksisterende veje
    2. På kortbilag 8 er vist, hvor der er cykelfaciliteter på vejene i kommunen
    3. Udbygningen af stiforbindelser til et fremtidig sammenhængende stinet som udpeget i cykelstiplan fremgår af kortbilag 8
  3. Kollektiv trafik
    1. Jernbanen skal indarbejdes som grundlag for kommende byudvikling efter nærbaneprincippet, der er fastlagt i mobilitetsstrategien
    2. Der skal etableres superstoppesteder, de steder i det kollektive net, hvor der er mange passagerer, der skifter mellem forskellige transportformer
    3. Der skal etableres tilstrækkelige parkeringsmuligheder, både for biler og cykler, ved terminaler og stoppesteder. Der skal være tilstrækkelig mulighed for såvel langtidsparkering (kombinerede bil/bus/tog rejser) samt for afsætning/afhentningssteder
  4. Lufthavne og Flyvepladser
    1. Der udlægges areal omkring Herning Lufthavn, så denne kan opretholdes som offentlig regional og lokal instrumentlufthavn og der reserveres endvidere areal til eventuel udvidelse af pladsen
    2. Der må ikke etableres anlæg og bebyggelse, som indebærer risiko for flytrafikken i indflyvningszonerne omkring lufthavnen og flyvepladser. Reguleringen af disse forhold og af eksisterende forhold sker efter Lov om luftfart
  5. Støjzoner
    1. Ved nyudlæg og byudvikling overholdes miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for den vægtede døgnækvivalens Lden:
      1. 58 dB omkring større veje
      2. 64 dB omkring jernbaner
      3. 50 dB omkring Herning Lufthavn. Støjzonen skal tage hensyn til påtænkte udvidelser
      4. 45 dB omkring lokale lufthavne og flyvepladser
    2. Ubebyggede arealer inden for de angivne støjzoner langs veje og baner, må ikke udlægges til bolig-bebyggelse eller lignende støjfølsom anvendelse. Det gælder dog ikke, hvis støjdæmpning langs veje og jernbaner sikrer, at støjniveauet (Lden) i de nye områder ikke bliver over 58 dB ved større veje og 64 dB ved jernbane
    3. Kortbilag 5 viser flystøjkonturer for Herning Lufthavn og Karup Lufthavn, samt helikopterlandingspladsen ved Gødstrup hospital
    4. Ubebyggede arealer indenfor støjzonerne 50 dB(A) omkring Herning Lufthavn og 45 dB(A) omkring de lokale flyvepladser må ikke udlægges til boligbebyggelse eller lignende støjfølsom anvendelse
    5. Ubebyggede arealer indenfor støjzonen 45 dB(A) omkring flyvepladser må ikke udlægges til rekreative formål med overnatning (sommerhuse, campingpladser o.l.)
    6. Ved driften af luftfartsskole skal der angives nye støjzoner for Herning Lufthavn. Støjzonerne skal angives svarende til 50 dB(A) (Lden) og 45 dB(A) (Lden) for flyvepladsens samlede flytrafik. I det omfang en eksisterende støjzone overlapper ny støjzone for samme støjniveau, kan angivelsen ved optegning af ny støjzone udelades

Herning Kommune har ansvaret for udbygning, vedligeholdelse og trafiksikkerhed på godt 1.960 km kommunale veje med tilhørende stianlæg herunder nationale og regionale cykelruter samt Herning Lufthavn. Staten har ansvaret for statsvejene og jernbanenettet.

Herning Kommune har gennem de seneste årtier gennemgået en markant udvikling i både byudvikling og infrastruktur. For at sikre, at Herning Kommune også i fremtiden kan byde på en effektiv infrastruktur, er der udarbejdet en mobilitetsstrategi. Strategien skaber et solidt fundament for den fremtidige udvikling af den trafikale infrastruktur. Mobilitetsstrategien lægger op til udpegning af trafikale mobilitetspunkter og veje, som forbinder disse. Via udpegningen sikres, at vej- og stinettet for bilister, cyklister og kollektiv trafik udbygges i sammenhæng med den byudvikling, der ønskes. Formålet er at understøtte et attraktivt erhvervs- og handelsliv, bosætning, turisme og fritid. Mobilitetsstrategien fokuserer på behovet for en sikker, effektiv og bæredygtig transport for personer og gods i kommunen.

Mobilitet Fig 1

Figur 1 viser de væsentligste trafikåre i Herning Kommune

Herning Kommune er ansvarlig for vedtagelse af serviceniveau og bestilling af den kollektive trafik i kommunen i form af bybusserne i Herning by og lokale ruter i landområderne. Trafikselskabet Midttrafik i Region Midt er ansvarlig for at udføre den bestilte kørsel. Region Midt er ansvarlig for den regionale bustrafik.

Efter lov om trafikselskaber skal Staten udarbejde en samlet trafikplan. Herefter skal det enkelte trafikselskab i samarbejde med regionen og kommunerne udarbejde den kollektive trafikplan, som er gældende for hele trafikselskabets område. I denne skal Herning Kommunes bemærkninger om den kollektive trafik i kommunen indgå.

Byudviklingsformål med konsekvenser for det overordnede statslige vejnet drøftes med Vejdirektoratet forud for konkrete plantiltag. Derudover udarbejdes der miljøkonsekvensrapporter for større kommunale vejprojekter.

På kortbilag 8 er vist nye vejstrækninger med arealreservationer. Det er fremtidige vejprojekter, hvor det forventes, at der skal inddrages nyt areal, for eksempel landbrugsjord, for at kunne realisere vejanlægget på baggrund af trafikale behov helt eller delvist inden for kommuneplanens 12-årige gyldighedsperiode.

Udover de på kortbilag 8 viste nye vejstrækninger, vil Herning Kommune i planperioden drøfte mulighederne for to vejprojekter, som berører statsvejnettet, med Vejdirektoratet. Det drejer sig om vestvendte ramper til Messevejen ved Lind, udbygning af rundkørslen Dronnings Boulevard/Herningmotorvejen. De to projekter skal løse trafikale udfordringer.

En senere konkret bestemmelse i kommuneplanen om arealreservationer til vejprojekterne forudsætter, at kommunens vejplaner bliver afklaret med den statslige vejmyndighed.

 3 Vej

 Figur 2 viser vejanlæg ved Lind med vestvendte ramper ved motorvejen

15 Vej

Figur 3 viser udvidelse af rundkørslen ved Dronningens Boulevard og Herningmotorvejen

Et led i den bæredygtige omstilling er etableringen af et tæt dækkende net af el-ladestandere. Det forventes derfor at netværket udbygges på kommunens parkeringsarealer over de næste år.

Med udviklingen af Herning bymidte, blandt andet omkring Herning+, er der behov for at sikre fortsat sammenhæng i cityringens placering. Cityringen skal fungere som fordelingsvej for den parkeringssøgende trafik med lokalveje ind til parkeringsområderne ved midtbyen.

Cityringen flyttes derfor ud på eksisterende større veje, som alle er bedre egnet til den pågældende trafikmængde og -type. Ved at fokusere parkeringstrafikken mere strategisk, forventes det at der bliver mindre p-søgende trafik i og på tværs af midtbyen.