Bynære Grønne Områder

Retningslinjer for bynære grønne områder

Bynære grønne områder

Bynære grønne områder og beplantninger tilfører byerne mange værdier - både æstetisk og sundhedsmæssigt, miljømæssigt og økonomisk. De grønne områder, beplantninger på torve og pladser, grønne stiforbindelser og vejplantninger styrker befolkningens sundhed og velfærd og styrker bosætningsgrundlaget.

De bynære grønne områder udgør samlet byernes grønne struktur, som er en vigtig del i nuværende og fremtidige planer for udvikling af byerne i Herning Kommune. Den grønne struktur skal bevares og udvikles, så der fortsat skabes gode rammer for mangfoldig brug af byernes grønne områder.

Byrådet vil

  • Arbejde for at udviklingsmålene i kommunens parkpolitik realiseres, herunder
  • Sikre en fortsat stærk grøn profil ved at bevare, forbedre og udvikle grønne områder af høj arkitektonisk kvalitet i byerne
  • Styrke den grønne struktur som et samlende element, der danner overordnede bymæssige sammenhænge og giver harmoniske og funktionelle bolig- og erhvervsområder
  • Styrke og udvikle den grønne struktur med afsæt i målsætningen om god tilgængelighed, variation og mangfoldighed i brugs- og oplevelsesmuligheder
  • Så vidt muligt friholde de grønne kiler for byudvikling og planlægge for, at der skabes en tydelig overgang mellem land og by såvel i byranden som langs indfaldsvejene
  • Sikre og beskytte de bevaringsværdige grønne områder og træer i byerne og fokusere på udvikling og fremtidige træplantninger i byerne
  • Planlægge for, at der maksimalt er 300 m fra en bolig indenfor byzone til det nærmeste grønne friareal eller grønne forbindelse
  • Bidrage til at løsninger til håndtering af klimaforandringerne indgår som rekreative elementer i byerne og i de bynære grønne områder
  • Styrke borgernes indflydelse, medansvar og ejerskabsfølelse for de grønne områder i nærmiljøet gennem samarbejde og borgerinddragelse

  1. De på kortbilag 2 udpegede parker og grønne områder skal bevares og friholdes for byggeri, anlæg og andre indgreb, der ikke knytter sig til det pågældende områdes funktion
  2. Ved planlægning, byudvikling og byomdannelse samt ændringer i lokale forhold, såsom ændringer i vejføring, skal særligt værdifulde træer og beplantninger som udgangspunkt bevares og beskyttes og kan kun fjernes på baggrund af en konkret vurdering
  3. Ved byudvikling i byranden skal der i planlægningen indtænkes en tydelig overgang og god sammenhæng mellem by og land i form af landskabelig bearbejdning, for eksempel beplantning
  4. Ved planlægning, byudvikling eller byomdannelse skal der sikres nærhed og adgang til grønne friarealer, eventuelt gennem nyanlæg af grønne områder, bynær skov og stiforbindelser, så der indenfor byzonen ikke er mere end 300 m fra en bolig til nærmeste grønne område eller grønne forbindelse
  5. Ved planlægning og omlægning af veje skal der på strækninger, som vurderes egnede ud fra eksempelvis arkitektoniske forhold og trafiksikkerhedshensyn, etableres vejplantninger
  6. Ved planlægning og nyanlæg samt omlægning af grønne områder skal der som udgangspunkt indtænkes variation og bæredygtighed med hensyn til valg af beplantningstype og drift
  7. Ved byudvikling eller -omdannelse skal der søges skabt lokale løsninger på øgede vandmængder som følge af klimaforandringer, og vandelementer skal søges udnyttet som rekreativt element
  8. Når bynære grønne områder eller vejstrækninger skal beplantes, vil Herning Kommune, hvor det er muligt, søge at vælge beplantninger, der ikke udløser allergi

Bynære grønne områder i Herning Kommune omfatter: Parker og havekunstanlæg, grønne friarealer, idrætsarealer, bynære skove og beplantninger i byrum, langs veje og stier samt grønne områder indenfor 300 m fra byzone. I Herning Kommunes parkpolitik er det beskrevet, hvordan de bynære grønne områder skal forvaltes.

Byens grønne områder bidrager til bedre byer. Først og fremmest byder parker og grønne områder på mange muligheder for rekreation, leg, bevægelse og motion. De grønne områder i byerne er fysiske og mentale åndehuller, hvor man kan nyde frisk luft, fravær af trafikstøj, motionere, opleve naturens gang og årstidernes skiften.

Derudover bidrager byens grønne områder og grønne elementer, såsom vejplantninger, til at skabe variation, struktur og genkendelighed i bymiljøet, en større oplevelsesværdi samt et smukkere og mere varieret bymiljø.

Byens grønne områder byder også på en vigtig økonomisk dimension. Områderne kan være med til at markedsføre en by og tiltrække indbyggere, turister og investeringer. Et grønt, attraktivt miljø øger arbejdspladsens prestige og tilfredsheden blandt medarbejdere og i boligområder er nærhed og udsigt til grønne områder, vand og store træer med til at hæve ejendomsprisen.

Byens grønne struktur spiller også en vigtig rolle i byernes strategier for at tilpasse sig klimaforandringerne og deres konsekvenser, som for eksempel øget nedbør og oversvømmelser.

Bynær skov er med til at beskytte vores grundvand og byens træer er med til at formindske luftforurening.

Herning Kommunes parkpolitik skal sikre de grønne områders tilstedeværelse og indhold, så der fortsat bliver udviklet en bred vifte af grønne tilbud med varierede formål og funktioner. Det gælder såvel i Herning, forstæderne og centerbyerne som i de mindre byer.

Udvikling

Den grønne struktur skal udvikles og forbedres. Det betyder blandt andet, at den skal udvides i takt med byudviklingen for at sikre nærhed til et grønt område i nye byområder. Derudover skal den udbygges ved etablering af flere grønne forbindelser til de grønne områder eller bynær natur.

De grønne områder skal samlet tilbyde en bred vifte af oplevelsesmuligheder for brugerne, både med hensyn til udformning, karakter og funktion. Dette skal sikre, at flest muligt borgere får glæde af områderne.

Særligt for Herning By vil der være et fokus på at udvikle og forbedre en blå-grøn ring om byen. Med fokus på den rekreative brug af de grønne områder og de søer og åer som ligger tæt ved Herning.

I forbindelse med udviklingen af de bynære grønne områder, vil der i planperioden blive undersøgt om udpegninger til "negative skovrejsningsområder" i den sammenhæng kan reduceres.

Bevaring

Det er væsentligt at bevare de eksisterende grønne områder, grønne kiler og korridorer samt sikre deres anvendelse til rekreative formål for at fastholde den grønne struktur. Herning Kommune har udpeget en række særligt vigtige grønne områder som bevaringsværdige. Flere af disse er desuden udpeget som kulturmiljø og skal beskyttes som sådan.

Gevinsten ved at bevare eksisterende beplantning er særligt stor i en kommune som Herning, hvor vækstbetingelserne kan være vanskelige.  Der er udarbejdet en registrering af bevaringsværdige træer og beplantninger i Herning by. Registreringen udvikles i takt med lokalplanlægning og anlægsprojekter i hele kommunen.

For at formidle og øge forståelsen for værdien af træer og beplantning i bymiljøet vil Herning Kommune udarbejde retningslinjer for forvaltningen af byens træer og beplantninger, herunder særligt bevaringsværdig beplantning.

Bæredygtighed

Der er et stort potentiale for i højere grad at bruge natur i byen aktivt i byudviklingen og samtidig styrke sammenhængen mellem natur, miljø og klimaindsatser. I den kommende planperiode sættes der yderligere fokus på natur i bynære sammenhænge, hvor der ses på mulighederne for at skabe mere og bedre bynatur til gavn for både borgere, biodiversitet og bykvalitet generelt. Som en del heraf arbejdes der for at rejse mere bynær skov, hvor træerne også danner ramme for oplevelser og friluftsliv samt forbedrer naturindholdet.  

Ved nyplantninger og retablering af beplantning langs veje og i grønne områder skal der som udgangspunkt søges skabt større variation i naturindholdet i byerne med hensyn til artsvalg og beplantningstyper. En bred variation i beplantninger øger biodiversiteten og reducerer risikoen for, at al beplantning går tabt i tilfælde af sygdomsangreb. En stor variation i byernes beplantning øger desuden oplevelsesmulighederne for brugerne.

Herning Kommune tilstræber at anvende de mest bæredygtige metoder og arter i planlægning og drift af kommunens egne arealer med henblik på fortsat at nedbringe miljøbelastningen.

Klimatilpasning

Der anlægges i stigende omfang regnvandsbassiner og lignende åbne anlæg til håndtering af regnvand i de bynære områder. Ved nye anlæg i områder, der enten har potentiale til at indgå i den grønne struktur eller allerede indgår i den, bør det derfor sikres, at anlægget tilpasses området og vandelementet bidrager til at højne områdets rekreative værdi.

Allergivenlig beplantning

Et stigende antal danskere rammes af forskellige allergier. En del af disse udløses af pollen fra beplantning, særligt græspollen. Når bynære grønne områder eller vejstrækninger skal beplantes, vil Herning Kommune, hvor det er muligt, søge at vælge beplantninger, som ikke eller i begrænset omfang udløser allergi.

Samarbejde

Et tæt samarbejde med borgerne og relevante brugergrupper kan være med til at højne kvaliteten og samtidig øge viden om og muligheder for at bidrage til den fortsatte udvikling af byernes grønne områder. Derfor vil Herning Kommune også indgå i grønne partnerskabsprojekter, som udspringer af lokale ønsker med bidrag fra borgerne.