Offentligt område ved Lillelundvej

Områdets anvendelse

Området må kun anvendes til undervisnings- og døgninstitutioner og lignende offentlige formål med tilhørende kollegium og ungdomsboliger. Nord for Lillelundvej kan området anvendes til erhvervsvirksomheder, der ikke, eller kun i ubetydeligt omfang, forurener med hensyn til støj, luft, lugt og trafik. Der må ikke etableres boliger eller selvstændig kontorvirksomhed nord for Lillelundvej.

Rammeområdet skal rumme by-, gård- og gaderum i en menneskelig skala og med en intimitet, som gør bydelen til et rart sted at færdes og opholde sig, og som giver mulighed for både formelle og uformelle møder. Ved udbygningen af området skal det sikres, at der etableres udendørs opholdsarealer, som appelerer til at blive brugt af områdets studerende både i og uden for skoletiden.

Der skal sikres gode stiforbindelser til resten af området. Rammeområdets friarealer skal indrettes med særlig fokus på at skabe grønne og landskabelige træk igennem området. Området skal indgå i en sammenhæng med det offentlige rekreative område Lillelund Engpark vest for området samt Herningsholmparken mod vest. Det skal være muligt at etablere et plantebælte langs områdets vestlige grænse ud mod det grønne område 12.OF1.

Såfremt området indeholder bygninger med høj bevaringsværdi (bevaringsværdi 1-4 jf. SAVE-metoden) bør disse så vidt muligt bevares. Udpegede kulturmiljøer skal bevares som helhed. Det skal vurderes, hvorvidt der er særlige
miljømæssige og arkitektoniske kvaliteter, værdifuld beplantning og værdifulde enkeltstående træer, som bør bevares.

Ny planlægning skal tage udgangspunkt i områdets eksisterende miljømæssige og arkitektoniske kvaliteter.En del af området er udpeget som område med høj risiko for oversvømmelse ved ekstremregnhændelser. Ved fremtidig lokalplanudarbejdelse skal det vurderes om der skal etableres afværgeforanstaltninger til sikring mod
oversvømmelse.

Bebyggelsesforhold

Den maksimale bebyggelsesprocent for området som helhed er fastsat til 50. En lokalplan kan nærmere fastlægge
bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom.


Etageantal:

  • Højst 3 etager.
  • Der kan efter nærmere planlægning opføres bebyggelse i op til 6 etager i det sydvestlige hjørne af området.
  • Der kan efter nærmere planlægning opføres bebyggelse i op til 5 etager i den sydøstlige del af området.

Bygningshøjde: 

  • Maksimum 13 meter. Særlige bygningsdele, som skorstene, afkastningskanaler eller ventilationsanlæg, kan gives
    en større højde indenfor erhvervsområdet nord for Lillelundvej.
  • I den sydvestlige del af rammeområdet tillades en bygningshøjde på maksimum 22 meter.
  • I den sydøstlige del af området tillades en bygningshøjde på maksimum 18 meter.

Infrastruktur

Parkering:

  • Mindst 1 p-plads pr. 50 m² etageareal til erhverv
  • Mindst 1 p-plads pr. 50 m² etageareal til offentlige formål
  • Mindst ½ p-plads pr. bolig til ungdomsbolig under 50 m2
  • Mindst 1 cykelparkering pr. ungdomsbolig
  • Mindst 1 cykelparkering pr. 2 bilparkeringspladser til erhverv/offentlige formål

Etablering og disponering af parkeringspladser skal afstemmes med principperne for parkering i ‘Udviklingsplan
for omdannelse af industriområdet ved Tingvej, Lillelundvej, Viborgvej i Herning’.

Ved udnyttelse af den fulde byggeret forudsættes parkering etableret i konstruktion på egen grund. For eksempel i parkeringskælder, åbne konstruktioner i grundplan med bygninger på søjler ovenover, på parkeringsdæk inde i bygningerne eller på tagflader.

Stiforbindelsen mellem Lillelundvej og Sandvigsvej skal opretholdes.

Miljøforhold

Mindst tilladte miljøklasse er 1.

Omfatter virksomheder og anlæg, som kun påvirker omgivelserne i ubetydelig grad, og således kan integreres med
boliger.

Anbefalet minimumsafstand i forhold til boliger 0 m.

Maksimalt tilladte miljøklasse er 3.

Klasse 3 omfatter virksomheder og anlæg, som kun påvirker omgivelserne i mindre grad, og som bør placeres i erhvervs-eller industriområder, evt. i randzonen tættest ved forureningsfølsom anvendelse. Anbefalet minimumsafstand i forhold til boliger 50 m.

Det skal sikres, at der er foretaget oprensning af eventuel jordforurening, inden området ændrer anvendelse til institution, ungdomsbolig eller anden følsom anvendelse.

Der skal kunne etableres affaldsstationer, hvor de enkelte husstande og erhverv kan aflevere det sorterede affald.

Fordi området ikke vurderes at være nedsivningsegnet, må det forventes at regnvand, udover synlige LAR løsninger, skal opsamles i underjordiske tanke og lignende.

Opholdsarealer

Mindst 10% af arealet til erhverv eller offentlige formål.

Mindst 75% af etagearealet til ungdomsboliger.