Blandet bolig- og erhvervsområde ved Tingvej Områdets anvendelse

Områdets anvendelse

Området kan anvendes til blandet bolig- og erhvervsbebyggelse. Boligbebyggelse kan være etageboliger eller tæt-lav bebyggelse. Det er muligt at etablere liberale erhverv, virksomheder der ikke forurener og offentlige funktioner som f.eks. daginstitutioner, der naturligt kan indpasses i området.

Såfremt området indeholder bygninger med høj bevaringsværdi (bevaringsværdi 1-4 jf. SAVE-metoden) bør disse så vidt muligt bevares. Udpegede kulturmiljøer skal bevares som helhed. Det skal vurderes, hvorvidt der er særlige miljømæssige og arkitektoniske kvaliteter, værdifuld beplantning og værdifulde enkeltstående træer, som bør bevares.

Ny planlægning skal tage udgangspunkt i områdets eksisterende miljømæssige og arkitektoniske kvaliteter. Rammeområdet rummer en del karakterbærende industribygninger, som har gode potentialer for omdannelse.
Hvis bygningerne omdannes og genanvendes på en nænsom måde, vil de kunne bidrage til et kontrastfuldt og farverigt bymiljø og være med til at give området sin nye identitet.

Rammeområdet skal rumme by-, gård- og gaderum i en menneskelig skala og med en tæthed, som gør bydelen til et rart sted at færdes og opholde sig, og som giver mulighed for både formelle og uformelle møder. I rammeområdet skal der være fokus på større sammenhængende fællesskaber. Nye bebyggelser skal disponeres, så der skabes gode udendørs opholdsarealer og mulighed for fællesskaber og social interaktion mellem beboerne.

Rammeområdets friarealer skal indrettes med særlig fokus på at skabe grønne og landskabelige træk igennem området. Området skal indgå i en sammenhæng med det offentlige rekreative område Lillelund Engpark vest for området samt Herningsholmparken mod vest.

I områdets vestlige del skal der ske en bygningsmæssig tilpasning til de omkringliggende villabebyggelser.

Området er udpeget som område med middel og høj risiko for oversvømmelse ved ekstremregnhændelser. Ved fremtidig lokalplanudarbejdelse skal det vurderes om der skal etableres afværgeforanstaltninger til sikring mod oversvømmelse.

I den sydlige del af rammeområdet findes en varmecentral. Der er foretaget støjberegninger og støjmålinger omkring varmecenralen, der viser, at et lille område omkring centralen er støjbelastet i et omfang, så det ikke må bruges til støjfølsomme anvendelser som for eksempel boligbebyggelse. Et lille område nord og øst for centralen er belastet på mellem 35-40 dB, som ikke må anvendes til tæt-lav boligbebyggelse.

Bebyggelsesforhold

  • Den maksimale bebyggelsesprocent for området som helhed er fastsat til 75. En lokalplan kan nærmere fastlægge bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom.
  • Der kan eventuelt efter nærmere vurdering indpasses områder, hvor der kan etableres åben-lav bebyggelse på små grunde ned til 400 m² som alternativ til tæt-lav bebyggelse.

Etageantal:

  • Højest 5.
  • Højest 3 på del af det vestlige areal mod eksisterende parcelhusområder.

Bygningshøjde:

  • Højest 18 m.
  • Højest 12 m på del af det vestlige areal mod eksisterende parcelhusområder.

Infrastruktur

Parkering:

  • Mindst 1 p-plads pr. bolig over 50 m²
  • Mindst ½ p-plads pr. bolig under 50 m²
  • Mindst 1 p-plads pr. 50 m² etageareal til erhverv /offentlig institution.
  • Mindst 1 cykelparkering pr. bolig.
  • Mindst 1 cykelparkering pr. 2 bilparkeringspladser til erhverv/offentlige formål.

Etablering og disponering af parkeringspladser skal afstemmes med principperne for parkering i ‘Udviklingsplan for omdannelse af industriområdet ved Tingvej, Lillelundvej, Viborgvej i Herning’. Ved udnyttelse af den fulde
byggeret forudsættes etablering af p-kælder eller p-hus.

Hovedsti: Ved planlægning af bebyggelse og øvrige anlæg i området, skal lokalplanlægning sikre en stiforbindelse mellem Lillelund Engpark mod vest og Herningsholm park mod øst.

Miljøforhold

Mindst tilladte miljøklasse er 1.

Klasse 1 omfatter virksomheder og anlæg, som kun påvirker omgivelserne i ubetydelig grad, og således kan integreres med boliger. Anbefalet minimumsafstand i forhold til boliger 0 m.

Maksimalt tilladte miljøklasse er 3.

Klasse 3 omfatter virksomheder og anlæg, som kun påvirker omgivelserne i mindre grad, og som bør placeres i erhvervs- eller industriområder, evt. i randzonen tættest ved forureningsfølsom anvendelse. Anbefalet minimumsafstand i forhold til boliger 50 m.

Det skal sikres, at der er foretaget oprensning af eventuel jordforurening inden området ændrer anvendelse til institution, ungdomsbolig eller anden følsom anvendelse.

Der skal kunne etableres affaldsstationer, hvor de enkelte husstande og erhverv kan aflevere det sorterede affald.

Fordi området ikke vurderes at være nedsivningsegnet, må det forventes at regnvand, udover synlige LAR løsninger, skal opsamles i underjordiske tanke og lignende.

Varmecentral

Der er to støjkonsekvenszoner omkring den eksisterende varmecentral i området, matrikel 1aam Herningsholm,

Herning Jorder: på over 40dB helt tæt på varmeværket mod nord og syd og 35-40 dB omkring varmeværket. Dette kan have en betydning i forhold til hvilke funktioner der må være i nævnte zone.

Opholdsarealer

Mindst 50% af boligetagearealet og mindst 10 % af etagearealet til erhverv/offentlig institution.